Grydestegt Kalvebov med bacon og grønt

4 personer

Ingredienser:

- 2 x 500-750 gr. kalvebov u/ben
- 1 fl. Kalvefond fra Bong.
- 250 gr. bacontern
- 3 tykke gulerødder i strimler
- 1 mellemstort løg i små tern
- 1 bundt forårsløg i små ringe
- ½ "plante" frisk basilikum
- ½ tsk. tørret timian
- 500 ml. vand
- 2 fl. cremefine 7%
- 2 spsk. tyttebærsyltetøj
- groft salt
- friskkværnet peber
- 50 gr. Smør til stegning
- Evt. en lille meljævning

Fremgangsmåde:

Tørsteg bacontern på en pande. Det må ikke blive sprødt, det skal bare lige have lidt farve.

Væd begge bove ligeligt fordelt i kalvefonden.

Bring en dyb soutepande på max varme. Tilsæt smørret og når det straks er smeltet lægges de to kalvebov på panden. Læg låg på. Give dem 1½-2 minutter, så du har en rimelig stegeskorpe.
Vend første gang og krydr let med salt og peber. Giv igen 1½-2 minutter på panden for fuld skrue.
Vend anden gang og krydr på denne side også. Skru ned til middelvarme. Tilsæt nu vand til soutepanden. Undgå at ramme kødet. Krydr med salt og peber og denne side også med tørret timian.
Hak Basilikumbladende let og læg dem på kødet, dernæst bacon ovenpå, så løg, forårsløg og gulerødder. Slut af med lidt salt og peber.
Læg låg på og kog i 30 minutter.

Efter 30 minutter vendes kødet. Kåg igen 25-30 minutter med låg.

Til sidst tages kødet op og lægges på en tallerken. Si grøntsagerne fra og kom i en skål med sølvpapir over. Varm væden godt op og tilsæt cremefine dernæst gerne lidt jævning og hvis man synes lidt mørk madkulør. Når saucen er godt varm tilsættes tyttebærsyltetøj og saucen simrer kort.

Klar til servering! Grønt bruges som tilbehør.

Serveringsforslag:

Kogte hvide kartofler, waldorfsalat, tyttebærsyltetøj, skysauce, mv.